Dimission

Idag er en af den slags dage, der varmer en seminarielærers gamle hjerte. Mit arbejde fylder en masse idag, fordi det giver mening, og fordi jeg er rørt. Så jeg håber, at du vil tilgive mig, hvis jeg bliver en smule rørstrømsk.

Idag er der dimissionsfest her på stedet. Dvs. vi hylder de nyuddannede og fester med dem. Temaet er stjerner, og det passer perfekt, for de er stjerner. Jeg har fulgt dem i deres uddannelse. Jeg har set dem forvandle sig fra nye, famlende og forsigtige til selvbevidste, grinende og dygtige stjerner. Kloge har de været hele tiden.

At være under uddannelse er svært. Man må lade sig udfordre, indimellem indvilge i at lade sig føre, selvom man ikke kan få øje på formålet. Der har været modløshed, der har været tårer og vrede på vejen, men der har også været nyopdagelser, sejre og glimt af uforfalsket lykke. Der er blevet slugt kameler og bygget broer.

Jeg har set flere af dem overvinde angsten i forbindelse med eksamen, har set dem blive trykket af egne skyhøje forventninger, og jeg har set dem arbejde med det og komme ud på den anden side styrket. Idag ser jeg dem med eksamensbeviset i hånden. De ser både skrøbelige og seje ud på en gang, og jeg håber, at det må gå dem alle godt.

Jeg håber, at de finder det, de ledere efter ude på det der arbejdsmarked, og jeg ved, at de alle som en, kommer til at gøre en forskel for mennesker. Jeg kan næsten ikke være i egen krop af glæde på deres vegne, og jeg vil bare sige: Tillykke til jer nye pædagoger, og tillykke til os andre med at vi har jer!